Kurvelinjer

O-teknisk træning
18. Udvidet kurveforståelse
18.A Hældning
13-15 år

Formål

At træne løbernes forståelse af, at jo tættere kurverne befinder sig på hinanden, jo stejlere er terrænet, samt at træne løberne i at kunne vurdere, hvordan de stejle områder kan påvirke deres strækplanlægning.

Design og afvikling

Banen laves, så løberne på udvalgte stræk med to fastlagte vejvalg kan teste, om det er hurtigst at løbe lige på (rødt vejvalg) eller udenom (blåt vejvalg) de stejle skrænter. Der indtegnes endvidere en rød stiplet linje uden større hældningsprocenter, som løberne efter at have løbet det røde vejvalg, kan jogge/gå tilbage til posten, så de efterfølgende kan teste det blå vejvalg. Sørg for at der mellem strækkene med test er nogle stræk i forholdsvis fladt terræn, så løberne kan blive friske til næste test, samt at der ikke er flere test med lange og meget stejle hældninger lige efter hinanden. Øvelsen afvikles på en måde, så løberne motiveres til at teste med fuld fart – det kan for eksempel være ved at lave tidtagning og små konkurrencer om hvem, der er dagens styrtløber hhv. dagens klatre på ikke oplyste vejvalg. Sørg endvidere for at postplaceringerne er så enkle, at de ikke bommes på en af testene, idet resultatet herved ikke kan bruges til ret meget.

Øvelsen afvikles ved at løberne først løber det røde vejvalg med fuld fart, jogger/går tilbage til posten ad den røde stiplede linje, og herefter løber det blå vejvalg med fuld fart. Løberne løber efterfølgende i roligt tempo frem til det næste stræk, de skal teste hældninger på.

Teknik og fokuspunkter

Terrænets hældning påvirker løbehastigheden markant. En stejl hældning vil ofte være svær og langsommelig at løbe langs eller at passere – både op og ned. Omvendt så er en stejl hældning ofte tydelig i terrænet og derfor god til at bruge i orienteringen. Valget om, hvordan hældningen skal passeres, er derfor en typisk vejvalgsudfordring. Hvad der er hurtigt er ofte meget individuelt, hvorfor det er vigtigt, at løberne får egen erfaring i, hvordan de hurtigst passerer terræner med forskellige hældningsgrader. Øvelsen evalueres ved, at løberne sammenligner deres tider på de to vejvalg, med hvad der var deres forventning om var hurtigst. Løberne skal i første omgang sammenligne med sig selv, men om det var rødt eller blåt vejvalg, som var hurtigst for alle, er også interessant at evaluere på.

Variationer

Øvelsen er en variation af øvelsen Rød eller blå, som træner løberne i færdigheden 16.A Gennemløbelighed ved strækplanlægning.

Varighed

25-35 min.

Terræn

Storkuperet åbent område med stejle, men løbebare skrænter og gerne med kort med forskellige ækvidistancer.

Udstyr

Kort med baner og postskærme samt tidstagningsudstyr.

TBU-bogen

S. 178.

Tak for øvelsen til

Jess Rasmussen, Viborg OK

1 kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s