O-teknisk træning
33. Forkant i orienteringen
33.C Forkant i sprint
18-20 år
Formål
At træne løbernes evne i at være på forkant i orienteringen ved at se og udnytte alle de passager på strækkene, hvor der er muligheder for effektive kortlæsningskig uden at nedsætte farten ret meget.
Øvelsen tvinger løberne til at lave strækplanlægning, mens de er udfordret med orienteringen, og dermed trænes løbernes bevidsthed om, hvornår de må stoppe op for at sikre, at de tager det rigtige vejvalg.
Design og afvikling
Der laves et antal baner, hvor løberne starter ud på en linje, som ender i et kompliceret vejvalgsstræk. Løberne skal nå at planlægge strækket, mens de følger linjen.
Progression i øvelsen laves via linjen, idet en lang linje med få retningsskift, åbne pladser og godt underlag giver god mulighed for at planlægge det komplicerede vejvalg, mens en kort linje med mange retningsskift, snævre passager og skiftende underlag, herunder trapper og brosten, giver løberne udfordringer med hensyn til at få planlægningen gennemført, mens de løber på linjen.
I eksemplet i Lyseng er der lavet fem baner – to på hvert kort. Hver bane starter med en linje, som er lavet i Condes ved at dobbeltklikke på starttrekanten, og sætte flueben ved Rute fra tidsstart.
Kortet udleveres i startøjeblikket, og der planlægges ca. 2 min. pause mellem hver bane.


Teknik og fokuspunkter
Konsekvensen af at komme på bagkant i sprint kan være stor, idet løberne let kan komme ud på et dårligt vejvalg eller stå ved et indløbspunkt, hvorfra der ikke er passage ind til posten. De mange retningsskift og holdepunkter, den høje løbshastighed og dermed de korte perioder, hvor løberne kan se på kortet ad gangen, gør det svært for løberne at komme på forkant. Det er derfor vigtigt, at løberne udnytter de længere passager, hvor der skal løbes ligeud, eller hvor de kan se næste holdepunkt på afstande, til via effektive kortlæsningskig at komme på forkant, herunder at få planlagt kommende komplicerede vejvalgsstræk.
Hvis løberne er ved at komme på bagkant med strækplanlægningen, så må også korte passager tages i brug, og/eller løberne må stoppe op for at sikre, at de tager det rigtige vejvalg.
Evaluering kan med fordel tage udgangspunkt i zoneskygning de steder, hvor linjen slutter, og løberne starter ud på vejvalget. Skyggen skal have fokus på, om løberne passerer punktet uden stop eller med stop, tempoet i ind- og udløbet, om udløbet svarer til et godt vejvalg, hvor tit de læste kort mv.
Variationer
Øvelsen kan også gennemføres ved, at løberne starter sammen i mindre grupper, som ved øvelsen O-intervaller, der træner løberne i 17.A Påvirkning fra andre løbere, eller ved at der er forskelle i forløbet af deres linjer (men samme komplicerede stræk) svarende til øvelsen O-intervaller med gaflinger, som træner løberne i 17.B Stafet og gaflinger.
Varighed
15-20 min.
Terræn
Byområde på sprintkort.
Udstyr
Kort med baner og postskærme.
TBU-bogen
S. 206.
Tak for øvelsen til
Jess Rasmussen, Viborg OK.