O-teknisk træning
8. Basis kurveforståelse
8.C Op eller ned?
9-12 år
O-teknisk træning
18. Udvidet kurveforståelse
18.C Kurver i sprint
15-17 år
Formål
Løberne skal lære at læse, hvad der er op og ned i kurvebilledet, og hvornår det på et givent stræk går hhv. op, ned eller er fladt.
Øvelsen kan laves på mange måder og med mange variationer. Her er den beskrevet som en løbestafet.
Design og afvikling
Start med at lave de stræk eller baner, som løberne skal tælle kurver på. Løberne skal ikke løbe strækkene, så det må gerne være sværere stræk, end løberne har niveau til at gennemføre. Man kan evt. bruge kort fra andre dele af landet, eller udlandet, så kurveudfordringerne kan blive mere komplekse. Løberne skal kun forholde sig til kurvebilledet, så fjern evt. tætheder og planbilledet fra kortet, så det er nemmere for dem – når de har prøvet øvelsen et par gange kan de få et kort med alle symboler på, eller evt. med det blå lag fjernet, så det bliver sværere.

Selve løbestafetten laves udenfor, og det kan enten foregå på en græsplæne eller i skoven. Der skal være et vendepunkt ca. 50-70 meter væk. Ved vendepunktet skal der stå en træner/hjælper pr. hold.
Løberne deles op, så der er 3-4 løbere på hvert hold. Hvert hold får en stak kort, hvor antallet svarer til at hver løber skal løbe min. 3 gange (9 hvis der er 3 på holdet, 12 hvis der er 4). Hvert hold skal have ens kort. Når stafetten starten, tager den første løber det øverste kort i bunken og løber frem mod vendepunktet. Undervejs skal løberen tælle, hvor mange kurver det går OP på strækket (under strækstregen), og skal fortælle dette til træneren/hjælperen ved vendepunktet. Hvis antallet er korrekt, så lægger løberen kortet ved vendepunktet og løber tilbage og skifter til næste løber, der tager det næste kort i stakken. Hvis løberen har talt forkert, skal løberen tage kortet med tilbage, og næste løber skal så overtage det kort, i stedet for at tage et nyt. Når et hold har flyttet alle kort til vendepunktet, er de færdige. Hvis tiden når at udløbe, inden holdet har nået alle kort, så tæller man samme, hvor mange de nåede.

Teknik og fokuspunkter
Løberne kan med fordel forsøge at finde toppen og bunden af kortudsnittet, inden de begynder at tælle, og finde ud af, om posten ligger højere eller lavere end startpunktet. Dette gør det nemmere at overskue, hvordan de forskellige dele af kurvebilledet vender.
I beskrivelsen her skal løberne tælle, hvor mange kurver det går op på strækket. Det er det samlede antal kurver det stiger, og det skal ikke modregnes, hvor mange kurver det går ned. Man kan også sagtens lave øvelsen, hvor løberne skal tælle det samlede antal af kurver, det falder.
Det er ikke alle løbere i denne alder, der kan gange antallet af kurver med ækvidistancen og finde frem til den samlede mængde stigning/fald i meter, mens de løber. Men det er heller ikke formålet med denne øvelse, da løberne endnu ikke kan forholde sig til, om f.eks. 100 højdemeter er meget eller lidt på et stræk.
Variationer
Øvelser af denne type kan også sagtens laves indenfor, hvor der er god tid og ro til at tælle, og hvor der er mulighed for at få hjælp og lave fælles opsamling på de forskellige stræk. Man kan lave en indendørs stafet, hvor løberne får en bane hver, og starter med at tælle kurver til post 1 og noterer det på kortet. Når de har gjort det, sender de banen videre til sidemanden, der tæller til post 2, osv. Hvis alle løbere får et kort, så har alle noget at lave hele tiden.
Øvelsen kan også varieres, så der på strækkene er givet to vejvalg, og løberne skal så finde ud af, hvilket af vejvalgene, der har mindst stigning.
Varighed
10-15 min.
Terræn
Øvelsen kan laves som løbestafet udenfor, eller som en teoretisk øvelse indenfor.
Udstyr
Kort med forskellige stræk eller baner, hvor det går meget op og ned. Facitliste for hvert stræk.
TBU-bogen
S. 162 + s. 179