O-teknisk træning
32. Udvidet kompasbrug
32.B Grovkompas
17-19 år
Formål
At træne løbernes forståelse af, hvornår de med fordel kan bruge grovkompas, samt hvordan de bruger grovkompas.
Design og afvikling
Der laves en orienteringsbane, hvor strækkene designes, så det er muligt at bruge grovkompas ofte, også gennem tætte og let kuperede områder. Sørg for at postindløb og postudløb ikke er for svære, så løberne ofte kan gøre brug af grovkompas i specielt postudløbet. I introduktionen er det fint at bruge kort med alle symboler, idet grovkompas er bundet til tydelige opfang og holdepunkter.
Eksemplet herunder i Stenholt Vang er ikke til introduktion. Her er stier fjernet for at træne løberne i at bruge andre terrængenstande som opfang og holdepunkter. På kortet til højre er de opfang, som løberne kan anvende grovkompas mod, markeret.
Ved afviklingen instrueres løberne i, at der i strækplanlægning skal fokusere på vejvalg, hvor der hovedsageligt kan anvendes grovkompas mod opfang og tydelige holdepunkter, så de kan anvende grovkompas mest muligt.


Teknik og fokuspunkter
Grovkompas er, når kompasset anvendes til at tage og holde en grov retning gennem terrænet. Grovkompas kan bruges i de situationer, hvor det ikke er nødvendigt, at løberne er helt nøjagtige med deres retning. Det vil sige i situationer, hvor de ikke behøves at vide nøjagtigt, hvor de er. Dette kan være, når de løber mod opfang, et tydeligt holde- eller udløbspunkt.
Når der løbes grovkompas, skal kompasretningen tjekkes færre gange (ca. halvt så meget som ved finkompas), og det er derfor muligt at holde en højere fart i terrænet. God sigt giver optimale muligheder for at anvende grovkompas. Men grovkompas kan også anvendes i tætte og let kuperede områder, hvis der er et tydeligt opfang på den anden side, således at løberne kan fokusere på at passere offensivt igennem området på en grov retning.
Øvelsen evalueres ved, at løberne på udvalgte stræk gennemgår, hvilke opfang og/eller tydelige holde- eller udløbspunkter, de har anvendt, og deres erfaring med at ramme opfanget/holdepunktet med en grov retning.
Variationer
Øvelsen kan med fordel øves samtidig med, at løberne får repeteret færdigheden 28. Opfang. Træning af grovkompas hhv. opfang stiller nemlig samme krav til design af banen, og de forskellige øvelser træner alle løberne i både anvendelse af opfang og i brug af grovkompas. Det viste eksempel på en bane i Stenholt Vang er den samme bane, som er anvendt i beskrivelse af øvelsen Blev du fanget op. Øvelsen Postindløbsopfang kan også bruges til at træne grovkompas.
Varighed
25-35 min.
Terræn
Skov.
Udstyr
Kort med baner og postskærme.
TBU-bogen
S. 203.
Tak for øvelsen til
Jess Rasmussen, Viborg OK.