O-teknisk træning
2. Basis kortforståelse
2.B Skitsekort/sprintkort over park- og skoleområder
6-8 år
O-teknisk træning
4. Kortets orientering
4.B Vende kroppen i løbsretningen
7-9 år
O-teknisk træning
5. Lineære ledelinjer
5.B Andre lineære ledelinjer
7-9 år
Formål
2.B: Løberne skal på en tryg måde knytte postplaceringers terrængenstande med kortet. Løberne har tidligere lært forskellige symboler at kende. I denne øvelse skal de knytte symbolerne på kortet til virkeligheden ved at se op fra den post de står ved, og kigge efter den terrængenstand, som næste post står ved.
4.B At løberne forstår hvordan de skal vende kroppen i løbsretningen mod næste post før de løber fra den nuværende post
5.A: At løberne bliver trygge i at bruge stierne som ledelinjer, og at de lære selv at udpege løbsretningen mod næste post.
Design og afvikling
Læg en eller flere korte baner, hvor løberne kan se fra post til post – eller fra terrængenstand til terrængenstand. Kortet kan med fordel forsimples til et skitsekort ved at fjerne unødvendige symboler.
Hvis der er stræk på banen, hvor løberne ikke kan se næste post, skal man snitzle i retningen ud fra posten.
Øverst billede viser et eksempel på øvelsen, hvor løberne træner færdighed 2.B.

Nederste billede viser et eksempel på øvelsen, hvor løberne træner færdighed 5.A.

Teknik og fokuspunkter
Øvelsen hænger tæt sammen med træning af delelement 4.B Vende kroppen i løbsretningen.
I 2.B skal løberne have fokus på at finde de rette terrængenstande. Variér derfor gerne brugen af terrængenstande, og sørg for at den pågældende terrængenstand er nem at skille ud fra andre nærliggende genstande. Men brug kun de symboler, som løberne er blevet introduceret til i delelement 2.A (primært ledelinjer og punktsymboler).
I 5.A skal løberne have fokus på at få vendt sig rigtigt ved posten, når de skal udpege løbsretningen mod næste post. Når de er vendt rigtigt og ser op, bliver de belønnet ved at se den næste post. Instruér dem i, at de ikke bare skal kigge i alle retninger for at få øje på posten, men bruge det de har lært i delelement 4.B. Har løberne et højt niveau, kan man evt. skjule skærmene lidt, så de ikke hænger og lyser op. Det øger nødvendigheden af at se op i den rigtige retning.
Variationer
Ved træning af 2.B kan øvelsen også laves som en parøvelse, hvor der ikke er sat skærme ud. Dette er for løbere, der allerede er ret sikre i de forskellige kortsymboler.
Løber A starter med at løbe til post 1, mens Løber B bliver stående. Når Løber A har stillet sig ved den rigtige terrængenstand bevæger Løber 2 sig til post 1 og videre til post 2, mens Løber A bliver stående. Når Løber B står ved post 2, løber Løber A til post 2 og videre til post 3, mens Løber B bliver stående ved post 2. Og sådan fortsættes der.
Varighed
15-25 min.
Terræn
2.B park- eller skoleområde
5.A Stirigt skovområde
4.B begge områder kan fungere
Udstyr
Store eller små skærme til markering af postplaceringer, afhængigt af løbernes niveau.
TBU-bogen
S. 153 og s. 156-157