Sportspsykologisk træning
7. Håndtering af modgang
15- år
Formål
At løberne lærer, hvordan de håndterer modgang, når den opstår pludseligt, og hvordan de evt. kan reagere mere hensigtsmæssigt i lignende situationer i fremtiden.
Beskrivelse af øvelsen
Tag udgangspunkt i en øvelse, der indeholder et konkurrenceelement, f.eks. ”matchløb”. Løberne skal ikke vide, at det er en modgangsøvelse, de skal træne, så instruktionen skal holdes som om, at de skal løbe matchløb.
Under selve matchløbet skal løberne opleve et modgangsfænomen – det kan være, at en post står forkert, at den ene af løberne har fået et kort, der ikke passer, eller noget tredje. Det skal være tydeligt nok til, at løberne oplever det som en reel uretfærdighed i konkurrencesituationen.
Selve læringen i øvelsen ligger i den efterfølgende evaluering. Snak med løberne om, hvordan de oplevede situationen (tvivl, uretfærdighed, irritation osv.), hvordan de reagerede, og hvordan de kom videre derfra (hvis de gjorde det). Spørg derefter løberne om, hvordan de gerne vil reagere i en lignende situation, når de møder modgang i fremtiden.
Her kan man som træner hjælpe løberne på vej, hvis de ikke umiddelbart kan svare. Man kan forklare dem, at modgang er naturligt, og ikke noget der kan undgås. Men man kan påvirke modgangen ved at reagere på en konstruktiv måde, når den opstår. Det kan f.eks. være ved at finde energi i modgangen til at kæmpe videre, eller ved at minde sig selv om formålet med den aktivitet, man er i gang med. Så bliver modgangen overkommelig.
TBU-bogen
S. 248-249