Fysisk og motorisk træning
1. Legende bevægelser
1.A Lege i skoven, bevægelse i terræn
4-8 år
O-teknisk træning
1. skov tilvænning
1.A Leg og bevægelse i skoven
4-6 år
Formål:
Formålet er, at løberne gennem leg bliver fortrolige med at bevæge sig i skoven, også uden for stierne. Derudover udfordrer det børnenes motorik og bevægelsesmønster, samt udfordrer dem til at bevæge sig mærkeligt og have det sjovt sammen.
Design og afvikling:

Til legen vælges en kyllingemor, en ræv og en masse kyllinger.
Kyllingemor er den ene ende af det afmærkede område, mens kyllingerne er i den modsatte ende. Ræven står i midten af området mellem kyllingemor og kyllingerne.
Legen startes ved følgende råb:
Kyllingemor råber: “Alle mine kyllinger kom hjem”.
Kyllingerne svarer: “Vi tør ikke”.
Kyllingemor spørger: “Hvorfor ikke?”.
Kyllingerne svarer: “Fordi ræven vil spise os”.
Kyllingemor svarer: “Kom alligevel”.
Kyllingerne skal forsøge at løbe op til den ende, hvor kyllingemoren er, uden at blive fanget af ræven.
De kyllinger, som bliver fanget, bliver til ræveunger, og skal hjælpe ræven med at fange kyllinger i næste omgang. De kyllinger, som ikke blev fanget, går ned i den ende, hvor de løb fra, og på den måde bliver legen ved, indtil sidste kylling er fanget.
Teknik og fokuspunkter:
Husk at børnene skal flytte sig ud fra linjen, så de ikke bare står stille og venter.
Sørg gerne for at en ny bliver ræv og kyllingemor hvis legen laves flere gange.
Variationer til legen kan være: at fanger og ræve skal bevæge sig på en bestemt måde, fx hinke, krabbe-gang osv. i stedet for at løbe.
En anden måde at lave legen på kunne også være:
“Fisk, fisk svøm i mit hav” er en anden udgave af samme leg. Den, som udvælges til at fange fiskene, er en haj. Når der bliver råbt: “fisk, fisk svøm i mit hav”, skal alle fiskene løbe ned til den anden ende af hallen uden at blive fanget af en haj. Hvis man bliver fanget, bliver man til tang, som skal hjælpe med at fange, dog kan tanget ikke flytte sig, men skal derimod blive stående, hvor fisken blev taget af en haj.
Varighed:
10-15 min
Terræn:
Alt underlag kan bruges, men lav meget gerne legen i skoven så børne lærer at bevæge sig i terrænet
Udstyr:
Afmærkning til området
TBU-bogen:
s. 84, s. 152