O-teknisk træning
21. Løft blikket
21.B Løft blikket på de rigtige tidspunkter: 14-16 år
TBU-bog s. 185-186
Formål:
At træne løberne i at identificere de steder, hvor det er fordelagtigt at løfte blikket ud i terrænet for at få ekstra information til brug i orienteringen.
Alder:
14-16 år

Design og afvikling:
Der laves en almindelig orienteringsbane i varieret terræn med kuperede områder (se eksempel til højre). I starten af banen bør der bruges områder, hvor der er god sigt og højdeforskelle, så løberne kan fornemme, hvor meget information om terrænet de kan få ved at løfte blikket. Senere på banen kan der varieres mellem både åben og tættere skov, samt forskellig kupering, så løberne kan lære, at det er vigtigere at løfte blikket på nogle tidspunkter end andre. Lav gerne et kort visende trænerens forslag til tidspunkter, hvor det vurderes gunstigt at løfte blikket, så løberne kan sammenligne og lade sig inspirere (se eksempel til højre).
Afviklingen sker ved, at løberne inden start markerer de steder på strækkene, hvor de vil løfte blikket. Derefter løber de banen for at se, om det faktisk var muligt at se langt frem på de markerede steder.
Teknik og fokuspunkter:
At løfte blikket giver ekstra meget information i områder, hvor der er god sigt. F.eks. på toppen af et højdeparti, hvor det er muligt at få en rigtigt godt overblik, eller i åbne områder eller åben skov, hvor man kan se langt frem, eller når løberne skal forlænge en ledelinje, flugte terrængenstande eller få retning fra vinkler.
Øvelsen evalueres ved at holde løbernes markeringer på delstrækkene op mod løbernes oplevelse under gennemløbet med fokus på de steder, hvor forventning ikke svarede til oplevelsen – hvorfor gjorde den ikke det? Lav også gerne et kort visende trænerens forslag til tidspunkter, hvor det vurderes gunstigt at løfte blikket.
Varighed:
25-35 min.
Terræn:
Skov.
Udstyr:
Kort med bane samt postskærme.