O-teknisk træning
2. Basis kortforståelse
2.A Informationskort, symboler og fotografikort
5-7 år
O-teknisk træning
4. Kortets orientering
4.A Retvende kortet efter terrænet
6-8 år
Formål
Løberne øver at bruge simpel information fra kortet til at finde poster, samt at retvende kortet ud fra farver, de kan se på kortet og i terrænet.
Design og afvikling
Til denne øvelse skal der bruges et informationskort. Informationskort indeholder ikke symboler fra det almindelige skovkort, men kan f.eks. indeholde forskellige kendte figurer, eller – som i denne øvelse – forskellige farver. Farver og figurer er lettere for de yngste miniløbere at forholde sig til og genkende, når de er markeret tydeligt på kortet og i terrænet.
Først laves masterkortet: På et lille kortudsnit markeres 5-6 poster og farverne på postcirklerne ændres (i Condes: Dobbeltklik på postcirkel, vælg Cirkel og vælg herefter Cirkel-farve). Der skal være god sigt mellem posterne, og de bør stå med maksimalt 50 meters afstand, men gerne mindre. Herefter laves informationskortet: Det gør man ved at fjerne det bagvedliggende kort, så der kun banepåtrykket tilbage (brug fx funktionen Dæmp kort i Condes). På informationskortet laves forskellige små baneforløb, som kan varieres i sværhedsgrad. Posterne markeres tydeligt med forskellige farver i terrænet, fx med farvede kegler eller store stykker farvet pap.


Teknik og fokuspunkter
Basis kortforståelse: For miniløberne er det at bruge informationer fra et almindeligt skovkort ganske abstrakt. Løberne skal derfor først lære at udtage meget simpel information fra kortet og at anvende denne information til at orientere efter, som i denne øvelse, hvor der bruges informationskort. Orienteringsdelen i denne øvelse skal indrettes meget simpelt, så løberne kan holde fokus på at udtage information fra kortet og omsætte det til en handling.
På dette tidspunkt kan løberne også introduceres til banepåtrykket med fokus på: trekant som start, enkeltringe med tal og streger imellem som poster og dobbeltring som mål.
Kortets orientering: At kunne retvende kortet efter terrænet og vende kroppen i løbsretningen er grundlæggende dele af den o-tekniske udvikling. På dette alderstrin er løberne kun lige blevet introduceret til de mest simple symboler på kortet. Så i stedet for at retvende kortet efter terrængenstande, skal løberene i denne øvelse retvende kortet efter de farver, der er markeret på kortet og i terrænet.
Variationer
Øvelsen kan varieres i mange forskellige sværhedsgrader alt efter antal poster, afstand mellem poster og kompleksitet af baneforløbene. Med få variationer kan den fx bruges til at øve disse færdigheder:
- 3.A Holde kort vandret: Løberne bevæge sig rundt på banen med kortet vandret, evt. som i øvelsen Pandekageløb.
- 3.B: Holde kortet foran sig: Løberne øver sig i at holde kortet i én hånd foran sig når de bevæger sig rundt på banen.
- 4.B: Orientere strækket i løbsretning: Øves som i øvelsen Poster i maven, hvor løberen ved hver post skal orientere kortet med den post de står ved ind mod maven og kortet retvendt mod den næste post.
Varighed
15-20 min.
Terræn
Et område med gode oversigtsforhold. Kan med fordel øves i et parklignende område eller på en sportsplads eller græsareal. Alternativt i åbent terræn med god sigt, fx en bøgeskov. Det er vigtigt at børnene kan se fra post til post og overskue hele øvelses-terrænet fra alle poster.
Udstyr
- Masterkort og informationskort
- Kort med forskellige baneforløb
- 5-6 farvemarkeringer på størrelse med en stor o-skærm (fx farvet karton, farvede kegler eller tydelig, farvet snitzling)
- 5-6 o-skærme, gerne på stativ
TBU-bogen
S. 152 og 155.
Tak for øvelsen til
Kenneth Skaug, Beder-Malling Idrætsforening.