O-teknisk træning
4. Kortets orientering
4.A Retvende kortet efter terrænet
6-8 år
Formål
At løberne øver at retvende kortet efter det de kan se i terrænet.
Design og afvikling
På et masterkort markeres 5-6 farver i et cirkulært mønster. På et begrænset træningsområde på ca. 20×20 m. markeres de tilsvarende farver med farvet karton eller lignende. Hjælperne placerer sig med god afstand, og kortene fordeles mellem dem.
Børnene løber over til en hjælper og får ved udleveret kort (se eksempel). Kortet skal nu retvendes efter farverne, som løberne kan se på kortet og i terrænet. Herefter bevæger de sig til næste hjælper, hvor de får et nyt kort, om skal retvendes.


Teknik og fokuspunkter
At kunne retvende kortet efter terrænet er grundlæggende i løbernes o-tekniske udvikling. Denne færdighed kobler forståelsen af kortet og terrænet endnu bedre sammen, end ved “bare” at kunne forstå og genkende forskellige kortsymboler i terrænet. For at holde fokus på, at orientere kortet efter terrænet introduceres kompasset først noget senere i den o-tekniske udvikling (ved 11-års alderen). Øvelse i at retvende kortet efter terrænet forudsætter at løberen er blevet introduceret til 3.A Holde kortet vandret.
Variationer
Øvelsen kan varieres i sværhedsgrad ved at anvende symboler i stedet for farver, fx stier, grøfter, åbne områder, sten og bygninger. Øvelsen kan også varieres med antallet af symboler/farver.
Varighed
10 min.
Terræn
Område med god sigt, fx åbent område i skoven eller sportsplads.
Udstyr
Kort med farver/symboler, som løberne kan retvende kortet efter. Samt farvet karton eller lignende (som variation store billeder med symboler) til at placere i terrænet.
TBU-bogen
S. 155.
Tak for øvelsen til
Kenneth Skaug, Beder-Malling Idrætsforening.