Trappetonseren

Fysisk og motorisk træning
4. Legende løbsteknik
4.A Forhindringsbaner i forskellige terræntyper
6-9 år

Formål: 

At vænne løberne til at løbe i høj fart op og ned af trapper samt styrke holdfølelsen.

Design og afvikling:

Runden skal gerne indeholde så mange trapper, som muligt og gerne af forskellige karakter, hvis det kan lade sige gøre. Sørg gerne for at trapperne er indenfor relativt kort afstand, så du hele tiden kan holde øje med passagen af trapperne. Der sættes poster op både for bunden og for toppen af trapperen og der kan evt. snitzles mellem trapperne, hvis der er flere.  

Holdet får udleveret et bestemt antal brikker, og disse brikker skal fragtes så mange gange rundt på runden, og dermed klippe så mange poster som muligt, på 15 min. Antallet af brikker skal være det samme fra gang til gang (ca. 1 brik per 3-4 løbere), så holdet kan kæmpe med sig selv om at løbe flere runder end sidste gang. 

Løberne stiller sig op i en lang række, og de første løbere får brikker og løber afsted på runden, når tiden starter. Når de kommer tilbage giver de brikken videre til den forreste i køen og stiller sig bag i køen og venter på, at det bliver deres tur til at løbe igen. 

Når tiden er gået, samles brikkerne ind og aflæses, og antallet af poster tælles, så holdet kan se hvor mange poster de har nået denne gang. Husk at fejre, når løberne når flere runder end tidligere. Der kan evt. laves en ”hall of fame” over resultaterne fra runden.   

Teknik og fokuspunkter: 

Indfør fx. regler om at man skal træde på hvert trin, eller hvert andet trin eller andre elementer, der kan udfordre løberne. 

Varighed:

15-20 min

Terræn:

Området lige omkring klubhuset eller andet kendt og trygt nærområde. Alternativt nær samlingspunkt ifm. træning ude. 

Udstyr:

Snitzling, 4-6 poster med elektronisk tidtagning, og brikker der kan rumme mange stemplinger. 

Variation:

Kan også laves som en stafet, hvis man ikke er i nærheden af klubhuset eller andet kendt område. Udse fx. en eller to trapper omkring samlingspunktet og brug disse til at løbe op og ned ad. Vær’ opmærksom på andre mennesker, hvis I planlægger det inde i byen. 

TBU-bogen:

s. 86

Skriv en kommentar