Fysisk og motorisk træning
4. Legende løbsteknik
4.A Forhindringsbaner i forskellige terræntyper
6-9 år
Formål:
At vænne løberne til at løbe i høj fart igennem moser og vådområder samt styrke holdfølelsen.
Design og afvikling:
Runden skal gerne indeholde varianter af moser og vådområder. Der sættes poster op langs ruten og der snitzles mellem posterne.
Holdet får udleveret et bestemt antal brikker, og disse brikker skal fragtes så mange gange rundt på runden, og dermed klippe så mange poster som muligt, på 15 min. Antallet af brikker skal være det samme fra gang til gang (ca. 1 brik per 3-4 løbere), så holdet kan kæmpe med sig selv om at løbe flere runder end sidste gang.
Løberne stiller sig op i en lang række, og de første løbere får brikker og løber afsted på runden, når tiden starter. Når de kommer tilbage giver de brikken videre til den forreste i køen og stiller sig bag i køen og venter på, at det bliver deres tur til at løbe igen.
Når tiden er gået, samles brikkerne ind og aflæses, og antallet af poster tælles, så holdet kan se hvor mange poster de har nået denne gang. Husk at fejre, når løberne når flere runder end tidligere. Der kan evt. laves en ”hall of fame” over resultaterne fra runden.
Varighed:
15-20 min
Terræn:
Området lige omkring klubhuset eller andet kendt og trygt nærområde. De forskellige passager eller sektioner på runden kan med fordel gives navne.
Udstyr:
Snitzling, 4-6 poster med elektronisk tidtagning, og brikker der kan rumme mange stemplinger.
Variation:
Kan også laves som en stafet, hvis man ikke er i nærheden af klubhuset eller andet kendt område. Udse fx. en eller to moser eller vådområder omkring samlingspunktet og brug disse til at løbe på tværs af.
TBU-bogen:
s. 86
